Levende butikker gør byerne attraktive – og sikre

Levende butikker gør byerne attraktive – og sikre

Spændende og levende butikker er med til at gøre de danske byer attraktive for bosætning og skabe nogle positive oplevelser, som betyder at vi gerne vil besøge byerne når vi køber vores julegaver.

Derfor er det ret uforståeligt, når både vores Statsminister og vores Erhvervsminister gentagne gange opfordrer os borgere til at købe vores julegaver på nettet.

Hvis vi alle følger dette råd, så er vi også alle sammen med til, for det det første at sende rigtig mange penge til udenlandske netbutikker i f. eks. Tyskland, USA og Kina, og for det andet er vi med til at underminere livet i byerne og dermed gøre det mindre attraktivt, at bosætte sig i byerne og leve i byerne

Heldigvis har borgerne og kunderne her under Corona krisen vist, at de har gennemskuet dette.

Byerne oplever heldigvis lige nu en meget stor lokal forståelse og vilje til at handle lokalt. Så selvom vi naturligvis skal følge regeringens og myndighedernes opfordringer og anbefalinger i bekæmpelsen af Covid 19, så kunne man måske stille sig selv det spørgsmål om opfordringen til at handle alle julegaver på nettet nu også i virkeligheden er mere Corona sikkert.

I danmark er vi lige nu mere end 50 handelsbyer, der blandt andet har arbejdet rigtig meget med at gøre såvel byrummene som butikkerne så Corona sikre som muligt. Og når man så samtidig hører om, hvordan pakke udleverings stederne skaber lange køer og får folk til at stimle sammen, så er jeg ikke sikker på at det er den rigtige Corona sikre løsning – heller ikke i et sundhedsfagligt perspektiv.